Bobsporten i Danmark har ingen landsdækkende organisation, der kan fastlægge et sæt autoriserede spilleregler. Forskellige spillemiljøer, eventmagere, spilforhandlere og -udlejere har på nettet publiceret egne regelsæt, som i detaljerne afviger en del fra hinanden. Nedenstående er de basisregler, som der er nogenlunde enighed om. Derefter følger nogle alternative og supplerende regler, som man kan tilvælge for at gøre spillet mere eller mindre kompliceret.
reklameStødet
Koen er kun på banen, når man skal støde. Den skal placeres på spillerens stødlinje, som er den nærmeste røde linje samt de to tilgrænsende hjørnecirkler. Spilleren skal under stødet holde køen over egen bande, og den må ikke overskride pladens diagonallinje.
Hvis man kikser stødet og kun snitter koen, gælder det som et stød, hvis koen har forladt stødlinjen.
Hvis en brik af ens egen farve ligger på stødlinjen således at man kan kan se pladens røde streg gennem hullet i brikken, har man en bob, som man må støde til direkte uden at anvende koen.
Antal spillere
Der kan være 2-4 spillere. Ved 4 spillere har hvert hold 2 spillere, som har modsatte stødlinjer. Ved 3 spillere har de 2, der er på samme hold, modsatte stødlinjer, og den tredje, der spiller alene, bruger i den rigtige rækkefølge de to andre modsatte stødlinjer.
Ved 2 spillere er der flere mulige varianter med forskellig sværhedsgrad:
Den letteste variant er, at hver spiller må benytte to modsatte stødlinjer.
Den mest almindelige variant er, at hver spiller har to sammenhængende stødlinjer. Det betyder, at der i hjørnet mellem de to stødlinjer er en død vinkel, hvor der kan ligge brikker, som er bag begge stødlinjer og derfor kun kan rammes med et nakkestød via en bande.
Den sværeste variant er, at hver spiller kun har én stødlinje. Alle brikker bag den kan så kun rammes med nakkestød.
Hertil kommer varianten Rundt om bordet, hvor man kun har én stødlinje, men roterer med uret efter hvert stød. Eller man roterer efter at begge hold har haft tur.
Udlæg
De grønne og røde brikker lægges i midtercirklen og blandes godt. Der foretages udlæg (spredning) ved at 2 spillere lægger deres ko midt på stødlinjerne overfor hinanden, tæller ned 3-2-1-nu og på “nu” støder koen kraftigt ind i brikkerne. Hvis der ved spredningen er brikker, der ryger i hul eller udenfor pladen, lægges de tilbage i midtercirklen.
Farvevalg
Der trækkes lod om, hvem der skal starte. Det hold, der ikke skal starte, vælger til gengæld side(r) at spille fra. Hvis der er 2 spillere på et hold, vælger de selv hvem af dem der skal spille først. Farvevalget foregår nu ved at den spiller, der skal starte, forsøger at støde en brik i hul. Hvis det lykkes, får hans hold denne briks farve, og han må fortsætte turen. Hvis det mislykkes, går turen videre på normal vis indtil en spiller skyder en brik i hul og holdenes farver dermed er bestemt. Hvis den spiller, der først skyder en brik i hul, skyder både en grøn og en rød brik i hul samtidig, må spilleren vælge farve.
Selve spillet
Man må gerne bruge bander og den andens brikker til at få sine brikker i hul. Det betragtes dog som usportsligt at skyde til modstanderens brikker bare for at placere dem dårligt.
Skyder man en eller flere af sine egne brikker i hul, får man et nyt stød, ellers går turen videre til modstanderen. Skyder man en eller flere af modstanderens brikker i hul, giver det hverken straf eller nyt stød – man har bare hjulpet modstanderen.
Straf
Skyder man koen i hul eller skyder man en brik udenfor pladen, mister man sin tur, også selv om man samtidig skyder en af sine egne brikker i hul.
Hvis det er koen, der er røget i hul eller udenfor pladen, må modstanderen tage to af ens farvede brikker op fra hullerne og placere dem inden for midtercirklen. Det gælder også, hvis spilleren i samme stød har sendt sin sidste brik i hul. Hvis der kun er én brik i hullerne, tages den op, og man kommer ikke til at “skylde”, selvom der ikke er to brikker at tage op.
Hvis det er en farvet brik, der er røget udenfor, anbringes den i hjørnet nærmest ved det sted, hvor den røg ud.
Brikker, der således tages op, må gerne stables oven på brikker af samme farve.
Genplacering
Hvis en brik falder i hul eller et tårn af stablede brikker vælter uden at de har været impliceret i et stød, altså udelukkende pga. spillepladens rystelser, skal de genplaceres.
Hvis en farvet brik har lagt sig oven på koen, skal den placeres samme sted på pladen efter at koen er fjernet (denne sjældne situation kan især forekomme, hvis man skyder på et tårn af stablede brikker).
Slut
Vinderen er det hold, der først får alle brikker i hul. Hvis det er det hold, der har startet, får det andet hold dog en sidste tur, og hvis det her lykkes at få de sidste brikker i hul, er matchen uafgjort. Hvis det samme stød sender både den sidste grønne og den sidste røde brik i hul, er matchen også uafgjort.